Udredning: Tvangsforanstaltninger i psykiatrien
Oct 1st, 2009 | By Jannik Hansen (jh@newstown.dk) | Category: IndlandSundhedsstyrelsen har sammen med referencegruppe gennemgået psykiatriske tvangsforanstaltninger i andre lande og har foretaget en faglig vurdering af de tvangsmetoder, der anvendes i Danmark.
Udredningen, som er foretaget efter anmodning fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, konkluderer bl.a., at brug af tvang i psykiatrien er velreguleret af lovgivning i Danmark i forhold til mange af de andre lande, som undersøgelsen omfatter.
Udredningen vurderer desuden muligheden for at anvende andre former for tvangsforanstaltninger end dem, som i dag kan anvendes i Danmark. Eksempelvis brug af særlige isolationsstuer, som lovgivningen i de fleste europæiske lande giver mulighed for.
Desuden vurderer Sundhedsstyrelsen, at der er grundlag for at vurdere, om Sikringen i Nykøbing Sjælland, som huser ekstraordinært farlige patienter, i ekstreme tilfælde og efter en konkret ansøgning til Justitsministeriet kan få tilladelse til fiksering af oppegående patienter. Det er ikke tilladt i dag, men for disse patienter kan alternativet være meget langvarige fikseringer.

