DR VokalEnsemblet synger Årstiderne
Sep 28th, 2009 | By Jannik Hansen (jh@newstown.dk) | Category: Indland, MusikDR VokalEnsemblet har slået sig sammen med Helsingborg Symfoniorkester og opfører Haydns Årstiderne i Koncerthuset fredag 9. oktober kl. 19.30
Årstiderne er et oratorie, der beskriver årets gang set i et landligt perspektiv. Det er et musikalsk maleri af de følelser og stemninger, som naturen fremkalder i mennesket. Hovedpersonerne er bonden Simon, hans datter, Hanne, en ung mand, Lukas, samt et kor af landbefolkning.
Værket begynder med en ouverture, der visker de sidste reminiscenser af vinteren væk – og derefter sætter hovedpersonerne ind med en fejring af foråret. Sommeren er morgengry og fuglesang, samt værkets mest kendte arie, Welche Labung für die Sinne, hvor Hanne hviler i skyggen af et træ. Efteråret priser høsten og kærligheden, mens vinteren lægger vægten på det triste og stillestående.
I solopartierne kan man opleve Ditte H. Andersen (sopran), Jonas Degerfeldt (tenor) og Stephan Loges (basbaryton), og det hele ledes af dirigenten Andrew Manze, der er kendt som en sprudlende og vittig formidler. Man kan desuden møde ham i Mød musikken, koncertintroduktionen, der begynder en time inden koncerten kl. 18.30.

