“Sort skærm” på DRs digitale tv-signal
Apr 27th, 2009 | By Jannik Hansen (jh@newstown.dk) | Category: GenereltHusstande i dele af Nord-, Øst- og Vestjylland, som modtager DRs tv-signal digitalt fra en antenne, kan opleve “sort skærm” og signalforstyrrelser fra 6. til 28. maj 2009.
De digitale tv-sendemaster i Nibe, Videbæk og Hadsten skal i maj have udskiftet antennerne, så Danmark – som det politisk er besluttet – kan skifte til digitalt tv-signal den 31. oktober 2009. Arbejdet berører også en række hjælpesenderne, som får deres signal fra de tre hovedsendere. Der er tale om et vanskeligt anlægsarbejde i toppen af de cirka 300 meter høje sendemaster.
Sort skærm og signalforstyrrelser
Arbejdet i sendemasterne betyder, at seere i dele af Nord-, Øst- og Vestjylland vil opleve, at DR og TV 2’s digitale tv-signal samt TV 2’s analoge signal forsvinder. DR1s analoge tv-signal bliver ikke berørt, men knap 40.000 husstande, som modtager DRs kanaler digitalt, bliver berørt.
Følgende områder bliver berørt:
- Vestjylland: Seere med antenne-tv i Vestjylland vil opleve ”sort skærm” onsdag den 6. og torsdag den 7. maj i dagtimerne (fra kl. 9 til 17) og i nattetimerne fra 7. til 27. maj (fra kl. 23 til kl. 7 om morgenen).
Arbejdet berører seerne i flg. vestjyske kommuner: Herning, Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Struer, Lemvig og Skive. - Østjylland: Seere med antenne-tv i Østjylland vil opleve ”sort skærm” torsdag den 7. og fredag den 8. maj i dagtimerne (fra kl. 9 til 17) og i nattetimerne fra 8. til 27. maj (fra kl. 23 til kl. 7 om morgenen).
Arbejdet berører seerne i flg. østjyske kommuner: Århus, Skanderborg, Silkeborg, Favrskov,, Syddjurs, Norddjurs, Randers, Odder og Viborg. - Nordjylland: Seere med antenne-tv i Nordjylland vil opleve ”sort skærm” fredag den 8. og lørdag den 9. maj i dagtimerne (fra kl. 9 til 17) og i nattetimerne fra 9. til 28. maj (fra kl. 23 til kl. 7 om morgenen).
Arbejdet berører seerne i flg. nordjyske kommuner: Aalborg, Jammerbugt, Rebild, Mariagerfjord, Vesthimmerland, Hjørring, Brønderslev og Frederikshavn.
En del af disse seere vil i hele perioden også opleve ”sort skærm” eller signalforstyrrelser om dagen og aftenen, fordi der på grund af arbejdet med antennen bliver sendt med nedsat effekt.
I de nævnte kommuner er der mere end 150.000 husstande, som modtager deres signal med en antenne, og som derfor vil blive berørt i forhold til TV 2-signalet, mens det drejer som om knap en fjerdedel i forhold til DR-signalet.
DR2’s analoge signal i området slukker
De digitale sendere er kilden til DR2’s analoge signal fra en række hjælpesendere i området. Derfor vil der i perioder ikke være noget analogt DR2-signal fra hjælpesenderne i Struer, Silkeborg, Mariager og Hadsund.
Kabel- og satellit-tv samt DRs analoge tv-signal berøres ikke
Fjernsyn, som modtager deres signal fra satellit og kabel, bliver ikke berørt. Og seerne, som modtager DR1 analogt med en antenne, vil fortsat kunne se kanalen i perioden. Nogle kabel-tv-kunder kan dog risikere, at TV 2-signalet i perioder forsvinder.
Tv, der modtager deres signal fra fællesantenneanlæg eller bredbånd, bliver berørt, hvis de tager tv-signalet til DR1, DR2 og TV 2 digitalt eller TV 2 analogt fra luften med en antenne.
Arbejdet afhænger af vejret
Arbejdet på senderen kan blive udskudt, hvis vejret gør det sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at arbejde oppe i de cirka 300 meter høje sendemaster. I så fald vil der blive informeret om det på tekst-tv, i en kravletekst på DR1 og TV 2 samt på dr.dk/digitalttv.
Andre antennearbejder i juni
I juni måned vil der blive arbejdet på tv-senderne i Viborg, Åbenrå og Vordingborg.
Mere for licensen
Arbejdet på sendemasterne er nødvendigt for, at Danmark den 31. oktober kan slukke det analoge tv-signal og overgå til digitalt tv, som det politisk er blevet besluttet. Skiftet til digitalt tv betyder, at de danske tv-seere får flere valgmuligheder. Blandt andet vil DR tilbyde danskerne tre nye tv-kanaler for licensen.
De tre nye tv-kanaler, som går i luften 1. november er DR Ramasjang for børnene. DR K for de kultur- og historieinteresserede. Og DR HD for de, der vil have noget ekstra ud af fjernsynsoplevelsen og se tv i den høje billedkvalitet High Definition.
Sammen med DR1, DR2, nyhedskanalen DR Update samt TV 2 og regionale tv-kanaler, en tv-kanal fra Folketinget og nye lokal regionale kanaler vil de nye kanaler frit kunne modtages med en antenne. Det kræver en almindelig tag- eller stueantenne (den som bruges til at modtage TV 2 i dag) og en digital modtager mærket MPEG4 – enten indbygget i det nye fladskærm-tv eller som en separat modtagerboks tilsluttet det ”gamle” tv. DRs nye HD-kanal kræver yderligere, at fjernsynet og den digitale MPEG4-modtager kan modtage HD-signalet.
Læs mere om skiftet til digitalt tv og DRs kommende tv-kanaler på www.dr.dk/digitalttv. Information vil også fremgå på tekst-tv side 729 og der vil kome kravletekster på de berørte tv-skærme.

