Double up på levende dansk elektro-rock
Aug 31st, 2008 | By Jannik Hansen (jh@newstown.dk) | Category: MusikSpleen United og Veto annoncerer dobbelt koncerter. Til daglig er de travlt beskæftiget med at erobre musikverdenen fra hver deres front – men tre aftener i november forener Spleen United og VETO kræfterne. I tre koncerter, hvor én plus én giver mere end to, vil de to bands gå gennem lydmuren i Danmarks tre største byer. Den 20. november skydes tre–trins raketten af sted i KB–Hallen i København, den 21. november indtages Magasinet i Odense, mens Århus og Scandinavian Congress Center er sidste stop den 22. november.
De tre dobbeltkoncerter retter dermed lyskeglen på to af tidens mest lovende danske bands, der deler skæbne på flere plan. Udover at deres musikalske karriere for alvor tog fart i Århus, så er Spleen United og VETO også nået lige langt i diskografien.
I 2008 udsendte begge bands det andet album, som blev modtaget med stående ovationer af anmeldere og publikum. “Et skønt, helstøbt album spækket med store, forløste ambitioner” kaldte Berlingske Tidendes anmelder Spleen Uniteds ’Neanderthal’. Mens VETO fik følgende skudsmål af af selv samme anmelder efter udsendelsen af ’Crushing Digits’: ” Det musikalske afsæt er i det store hele det samme som på forgængeren, dvs. et musikalsk blend af electronica og rock. Men denne gang lander Veto med en kraft, som selv Mikkel Kessler vil misunde dem”
Efter de to albums ramte hitlisterne, har begge bands de seneste måneder været på sommerturneer i Danmark. Roskilde Festivalen blev et af de mere mindeværdige stop, og heller ikke anmelderne glemmer de to koncerter med det sammen.
“Deres sortromantiske synthrock gav dagen baghjul, med alt hvad det indebar af mørk elektrolyd og tung guitarrock,” skrev Soundvenue om Spleen Uniteds Roskilde–koncert, mens VETO ramte rent ind hos Berlingske Tidendes udsendte:
“Veto spillede sig ud af de talentfuldes rækker og direkte ind i den danske superliga med en skelsættende koncert.”
Spleen United fortsatte turneen blandt andre på årets Grønne Koncerter, mens VETO har retning mod hele Europa henover sensommeren og efteråret.
Det er dermed to bands på omgangshøjde, der lægger op til at forkæle et publikum, som med garanti ikke bliver skuffede over at se to gange ung elektro–rock strømme ud over scenekanten på en enkelt aften.

