OL vælger danske Martin til gigantisk åbningsshow

Jun 29th, 2008 | By Jannik Hansen (jh@newstown.dk) | Category: Verden

Publikum og sportsfolk fra hele verden oplever verdens største computerstyrede lysshow nogensinde, når OL i Kina åbner til august. Til opgaven har Beijing hyret den danske virksomhed Martin Professional.

80.000 tilskuere på Beijing National Stadium skal tages med storm af et overvældende og stemningsfuldt lysshow til OL–åbningen. Foruden publikum og sportsfolk vil åbningen, der sker klokken otte minutter over otte den ottende august i år, blive tv–transmitteret globalt til 220 lande. Her ventes seertallet at slå hidtidige rekorder i sportsverdenen.

Der er aldrig tidligere skabt så kæmpe et lysshow til en event, og derfor er det også den hidtil største ordre på udlejning af udstyr for Martin Professional. I forvejen oplever virksomheden en markant fremgang i disse år.

– Vi er beærede over at have fået en koordinerende rolle i iscenesættelsen af verdens mest prestigefyldte sportsbegivenhed. I realiteten er vi ganske få lysleverandører, der har musklerne til at løfte lyssiden af en begivenhed af den her kaliber, siger Christian Engsted, administrerende direktør i Martin Professional.

Den danske virksomhed er i kraft af sin globale tilstedeværelse i stand til at levere et rekordstort antal projektører, lamper og andet avanceret lysgrej. Samtidig kan Martin med sit fintmaskede netværk sørge for, at lokale teknikere holder lys–siden kørende under hele OL.

Lysvirksomheden har opbygget stærke relationer til internationale og lokale udlejningsfirmaer og ikke mindst lysdesignere i hele verden. I Kina samarbejder Martin Professional tæt med lysdesigneren Sha Xiaolan for at skabe det ultimative åbningsshow.

Allerede i marts i år begyndte lysfolkene at rigge til på stadion. Lige nu bliver showet programmeret og testet helt ned i detaljen, så alt klapper til OL–åbningen den 8. august 2008.

Martin Professional håber, at deltagelsen i mega–begivenheden vil smitte positivt af på salget især i Kina, hvor virksomheden for nylig har åbnet en udviklingsafdeling.

Udstyret og ekspertisen fra Martin Professional bliver taget i brug igen til både afslutningsceremonien for OL den 24. august i år og til De Paralympiske Lege, der er handicapidrættens svar på OL. Også til forrige OL i Athen spillede Martins lysprodukter en afgørende rolle.
Martin Professional har eksisteret i 22 år og beskæftiger i dag 1250 medarbejdere globalt og har branchens mest finmaskede forhandlernet inden for dynamisk lys med sine partnere i godt 100 lande. Virksomhedens produkter og løsninger bliver brugt både i underholdningsbranchen, men i stigende grad også til at skabe atmosfære og synlighed på eksempelvis skyskrabere, krydstogtskibe, moskéer, broer og andre bygningsværker.

Tusindvis af lys:
• Mere end 1100 computerstyrede lamper fra Martin Professional vil oplyse scenen til OL–åbningsceremonien.
• Opgaven er en af Martin Professionals største ordrer nogensinde.
• Danmark sender 55 atleter samt herrelandsholdet i håndbold til OL i Beijing.

Del med dine venner:
  • Print
  • Digg
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Google Bookmarks
  • email
  • Live
  • LinkedIn
  • TwitThis




Kommenter