EM-finale gav højeste seertal til sport siden 2004

Jan 30th, 2008 | By Jannik Hansen (jh@newstown.dk) | Category: TV

Flere end to millioner seere fulgte Danmarks EM-triumf

EM-finalen i herrehåndbold mellem Danmark og Kroatien blev set af 2.047.000 seere i gennemsnit, og sharen var 86 procent. Da seertallet var højest i slutningen af finalen, så flere end 2,4 mio. danskere med, viser Gallups seermålinger.

Kampen om EM-titlen fik dermed den højeste seertilslutning, som en sportsbegivenhed har fået på dansk tv siden juni 2004, hvor TV 2 transmitterede Danmarks kvartfinale mod Tjekkiet ved EM i fodbold.

Søndagens EM-finale blev samtidig den mest sete håndboldkamp siden de danske kvinders EM-finale mod Norge i december 2002, som blev set af 2.057.000 seere på TV 2.

Håndboldherrernes EM-semifinale mod Tyskland nåede ligeledes et skyhøjt seerniveau, idet 1.608.000 danskere så med i lørdags.

Også de mange studieprogrammer fra EM-turneringen har haft seernes bevågenhed. Mest set blandt disse var naturligvis medaljeoverrækkelsen i “EM-Studiet: Guld, sølv og bronze” efter finalen. Her så 2.017.000 seere med i gennemsnit. “EM-Studiet” efter semifinalen og før finalen blev set af henholdsvis 829.000 og 831.000 seere.

TV 2|SPORTENs EM-redaktør, John Jäger, siger:

- Den helt store fortjeneste for disse seertal ligger hos de danske spillere, der siden kampen mod Norge og i særdeleshed i mellemrunden har leveret håndboldspil af så høj klasse, at det næsten ikke har været til at fatte. Derudover glæder jeg mig naturligvis ekstra over, at danskerne helt tydeligt stadig holder af den særlige måde, TV 2 dækker sport på.

- Seertallene til vores studieudsendelser før, under og efter kampene er rigtigt gode. Vi er selv vilde med håndbold, og vi forsøger at formidle vores egen fascination til seerne. TV 2| SPORTENs håndboldfaglige eksperter er i stand til at formulere sig på en måde, så seerne både bliver revet med af deres engagement, og så hele Danmark bliver meget klogere på, hvad det egentlig er, der foregår i kampene, siger John Jäger.

Del med dine venner:
  • Print
  • Digg
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Google Bookmarks
  • email
  • Live
  • LinkedIn
  • TwitThis




Kommenter